HVORDAN DRÆBER MAN BAKTERIER PÅ LEGETØJ?
Nok ser den bløde bamse nede på vuggestuen fredelig ud, men skindet bedrager. For i pelsen og på meget andet legetøj vrimler det med mikroorganismer, der stammer fra børnenes snot og savl. Og når de små leger med duploklodserne eller krammer bamsen, sutter de ofte på legetøjet, og så kan børnene smitte hinanden med sygdomsfremkaldende bakterier og virus. Derfor er det ikke mærkeligt, at vor læser Erik Schmidt oplever, at hans datter og andre børn i hendes vuggestue ofte er forkølede. Han har skrevet til redaktionen for at høre, hvad man kan gøre ved legetøjet, så det ikke ender som potentielle bakteriebomber. For at svare på det har vi spurgt Mogens Kilian, der er professor i bakteriologi ved Institut for Medicinsk Mikrobiologi og Immunologi på Aarhus Universitet. Professoren mener, at Erik Schmidts bekymring er udtryk for et stort problem. »Infektionssygdomme forårsaget af både virus og bakterier spreder sig meget hurtigt i børnehaver og til forældrene og bedsteforældrene, så det spiller en stor rolle. Hvis man kunne forbedre hygiejnen, så man kunne undgå denne smitte, ville det være rigtig godt,« siger Mogens Kilian og forklarer hvordan: »Det handler om at vaske hænder og sikre, at legesagerne indimellem bliver ordentligt vasket af og for eksempel give bamserne en ordentlig tur. Det gælder selvfølgelig mest i perioder, hvor der er mange infektioner,« siger han.. »Det, der kan tåle det, kan man godt koge, men det er normalt ikke nødvendigt at komme op på så høje grader. 70 grader er rigeligt for de fleste virus og bakterier. Man kan have en stor balje med 70 grader varmt sæbevand, lægge legetøjet derned i nogle få minutter, og så er det faktisk i orden,« siger Mogens Kilian. Han nævner en tur i vaskemaskinen som en anden mulighed, der specielt kan være velegnet til bamserne. Tjek sedlen på bamserne, som fortæller, hvad de kan holde til, og sørg for, at de bliver godt tørre igen f.eks. ved en tur i tørretumbleren, siger han. Generelt advarer professoren imod, at man får rengøringsvanvid og partout prøver at fjerne alle mikroorganismer, da vi lever i fred og fordragelighed med mange af dem. »Generelt synes vi ikke, at det er en god idé at undgå bakterier. Det er ikke noget mål i sig selv, at alt er sterilt, men hvis det er for at undgå, at en smitte spredes, kan det være en udmærket idé at bruge sådan nogle metoder,« forklarer mikrobiologen. »Man er blevet opmærksom på, at hele vores organisme er et resultat af sameksistens med mikroorganismer. Meget tyder på, at hvis vi ikke har mikroorganismer, så har vi større tendens til at få allergier. Bakterier er en integreret del af vores organisme, og vi fungerer ikke optimalt uden dem,« forklarer Mogens Kilian.
Kilde: www.videnskab.dk, den 9. marts 2010
|